Master Builders Solutions skal levere betonadditiver til Femern Bælt-tunnelen
For nylig underskrev Master Builders Solutions kontrakten med Femern Link Contractors A/S om levering af additiver til betonen til den 18 km lange sænketunnel under Femern Bæltet. Tunnelen omfatter både en tog- og motorvejsforbindelse, som gør rejser mellem Skandinavien og Tyskland betydeligt hurtigere. Således kommer bilturen gennem tunnelen til kun at tage 10 min. og togrejsen fra København til Hamburg reduceres til kun ca. 3 timer.
"Vi er enormt stolte over at blive valgt som leverandør til dette enorme projekt, som bliver verdens længste sænketunnel og indbefatter levering af additiver til ca. 3 mil. m3 beton," siger Finn Møller Sørensen, Segment Manager hos Master Builders Solutions Denmark A/S, som har haft projektet på sin radar siden 2009. “Derfor er det ret fantastisk, at vi nu har vundet projektet, der bl.a. omfatter støbning af 79 elementer med en længde på 217 m og vægt på ca. 73.500 ton."
Betonadditiver – en lille, men vigtig brik
Betonadditiverne udgør en lille del af hver m3 beton, men bidrager til, at betonen lever op til de særdeles skrappe og specifikke krav, der skal sikre mindst 120 års levetid på forbindelsen. Derfor har Master Builders Solutions' betoneksperter i tæt samarbejde med FLC's team bl.a. udviklet et nyt MasterEase superplastificeringsmiddel særligt til Femern-projektet.
"Det har været et utroligt spændende forløb, som har krævet et meget tæt samarbejde med både vores egne europæiske kolleger og FLC's danske og internationale betoneksperter," siger Jens Qvist, Technical Manager Master Builders Solutions Denmark A/S.
Billede herover: Prøvestøbning af et af de enormt store elementer september 2022.
Ikke det første store projekt, men det største
Master Builders Solutions har leveret betonadditiver til næsten alle store danske infrastruktur-projekter over de sidste mange år – lige fra Storebæltsbroen til metroen i København. Pt. leverer virksomheden ligeledes betonadditiver til den nye Storstrømsbro. Men eftersom Femern-forbindelsen er det største infrastrukturprojekt i Danmarkshistorien, er det selvsagt også det største for Master Builders Solutions Denmark. Derfor har det internationale samarbejde, som det danske team har haft med kollegaer og betoneksperter i bl.a. Tyskland samt udviklingsafdelingen i Treviso i Italien været særligt vigtig.
Master Builders Solutions forventer at skulle levere omkring 11-12 mil. kg betonadditiver i løbet af projektet. Additiverne skal leveres fra deres danske fabrik i Rødekro, og det har her krævet en udvidelse af både produktionsapparatet og laboratoriet.